Empati bliver ofte betragtet som en af de vigtigste egenskaber i vores sociale liv. Den gør det muligt for os at forstå og leve os ind i andres følelser, og den er afgørende for gode relationer – både privat og professionelt. Men hvad nu hvis man oplever, at man har svært ved at sætte sig i andres sted? Er det muligt at lære at blive mindre uempatisk, eller er det en fast del af vores personlighed?
I denne artikel dykker vi ned i, hvad det egentlig vil sige at være uempatisk,
og undersøger, hvad forskningen fortæller os om empatiens natur – er det noget, man kan øve sig på og udvikle, eller er vi bundet af vores medfødte træk? Du får også konkrete råd og øvelser til at træne din evne til indlevelse i hverdagen. Til sidst ser vi nærmere på, hvor grænsen egentlig går: Kan man være for empatisk, og hvornår skal man beskytte sig selv?
Uanset om du gerne vil blive bedre til at forstå andre, eller bare er nysgerrig på emnet, får du her et overblik over, hvad vi ved om empati – og hvordan du kan arbejde med din egen.
Hvad betyder det at være uempatisk?
At være uempatisk betyder, at man har svært ved at sætte sig i andres sted og forstå deres følelser, tanker eller perspektiver. En uempatisk person kan fremstå ligeglad, distanceret eller ude af stand til at reagere hensigtsmæssigt på andres behov og signaler.
Det handler ikke nødvendigvis om at være koldhjertet eller ondskabsfuld, men snarere om en begrænset evne til at opfange og reagere på sociale og følelsesmæssige cues.
Uempatisk adfærd kan komme til udtryk ved manglende indlevelse i samtaler, minimal støtte eller forståelse, eller ved at overse eller bagatellisere andres oplevelser. For nogle er uempatisk adfærd midlertidig og opstår i pressede situationer, mens det for andre kan være et mere vedvarende træk.
Hvad siger forskningen om empati og forandring?
Forskningen peger på, at empati ikke kun er en medfødt egenskab, men i høj grad også kan påvirkes og udvikles gennem livet. Studier viser, at menneskers empatiske evner kan øges gennem målrettet træning og bevidst refleksion, fx via øvelser i perspektivtagning og mindfulness.
Hjernen er plastisk, hvilket betyder, at de netværk, der er forbundet med empati og følelsesmæssig forståelse, kan styrkes over tid. Desuden har undersøgelser vist, at selv personer, der beskriver sig selv som uempatiske, kan opleve forandring, hvis de motiveres og guides i processen.
Det kræver dog ofte en indsats og et ønske om at forandre sig, da vaner og tidligere erfaringer spiller en væsentlig rolle for, hvor modtagelig man er for empatiforøgelse. Samlet set tyder forskningen altså på, at empati er dynamisk og kan udvikles – også hos dem, der måske ikke føler sig naturligt empatiske.
Kan empati trænes – og hvordan?
Empati er ikke kun en medfødt evne, men noget, der kan udvikles og styrkes gennem træning. Forskning peger på, at hjernen er plastisk – det vil sige, at vores sociale færdigheder kan forbedres gennem øvelse og bevidsthed. En central metode til at træne empati er aktiv lytning, hvor man forsøger at forstå den andens perspektiv uden at dømme eller afbryde.
Derudover kan man arbejde med at sætte sig i andres sted ved bevidst at forestille sig, hvordan de føler eller tænker i forskellige situationer.
Nogle studier har også vist, at mindfulness og meditation kan øge vores evne til at mærke og forstå andres følelser. Det vigtigste er at øve sig regelmæssigt og være åben for at udfordre sine egne antagelser – for på den måde kan empati gradvist blive en mere naturlig del af ens måde at være sammen med andre på.
Hverdagsøvelser der styrker indlevelse
At styrke sin indlevelsesevne i hverdagen behøver hverken at være tidskrævende eller kompliceret. En effektiv øvelse er at øve sig i aktiv lytning, hvor man bevidst fokuserer på at høre, hvad andre siger, uden at afbryde eller straks komme med løsninger.
Vil du vide mere om uempatisk? Så klik her.
Det kan også være givende at stille sig selv spørgsmål som: “Hvordan mon denne situation føles for den anden?” eller “Hvad ville jeg have haft brug for i samme situation?” En anden metode er at opsøge perspektiver, der adskiller sig fra ens egne – for eksempel ved at læse skønlitteratur, se film fra andre kulturer eller simpelthen spørge ind til andres oplevelser og følelser.
Små handlinger som at anerkende andres følelser med et “det lyder svært” eller at vise oprigtig interesse for deres fortælling, kan over tid gøre det lettere at sætte sig i andres sted.
Ved at integrere disse øvelser i dagligdagen, kan man gradvist udvikle en stærkere og mere naturlig empatisk tilgang til sine medmennesker.
Empatiens grænser: Hvornår er det nok?
Empati bliver ofte fremhævet som en uvurderlig evne, både i nære relationer og i samfundslivet generelt. Men selvom evnen til at sætte sig i andres sted uden tvivl kan styrke forståelse, medfølelse og samarbejde, er der også grænser for, hvor meget empati man kan og bør udvise.
Forskning peger på, at overdreven empati i visse situationer kan føre til det, man kalder “empati-træthed” eller udbrændthed – særligt hos personer, der arbejder med mennesker i sårbare positioner, som fx sygeplejersker, lærere eller socialrådgivere.
Her kan en konstant indlevelse i andres smerte og problemer gøre det svært at passe på sig selv og sætte sunde grænser.
Det er vigtigt at huske, at empati ikke nødvendigvis betyder, at man skal påtage sig andres følelser eller ansvar, men snarere at man forstår og anerkender dem.
At kunne sige fra og prioritere egen trivsel er ikke et tegn på manglende empati, men et udtryk for sund selvomsorg. At finde balancen mellem at være til stede for andre og samtidig værne om sig selv, er afgørende for at undgå følelsesmæssig udmattelse. Empatiens grænser handler derfor om at lytte til sig selv og vide, hvornår man må trække sig lidt tilbage – både for egen og andres skyld.
